Byggeskik

”Skagen udgør i dag en enestående arkitektonisk helhed af velbevarede småhuse. De ældste dele af den langstrakte by er karakteriseret ved den spredt beliggende, øst-vestvendte længebebyggelse mellem Havet og Sct. Laurentii Vej, byens langsgående hovedgade. Størstedelen af husene er lave, fritliggende, gulkalkede længer med murede gavle og teglhængte tage med hvide forskællede kanter. De ligger i små frodige haver bag pyntelige stakitter og plankeværker. Også i Højen, kaldet Gl. Skagen, hvor bebyggelsen er mere spredt, er det denne hustype, der er karakteristisk. Kun dukker længerne sig mere mellem klitterne for at komme i læ for Vestenvinden. ”

Således er der med ganske få, meget enkle ord, gjort rede for den helt unikke by, ikke blot af gulkalkede længehuse, hele palletten har været i brug, røde, hvide, blå og grønne, der ligger på toppen af Jylland. Citatet er hentet i ”Huse i Skagen”, bind 2, Kappelborg og Østerby, i daglig tale kaldet ”Registranten”,,

Skagen Kommune, Miljøministeriet, Fredningsstyrelsen 1982

Det var barske vilkår at bosætte sig på. Heroppe, i ly mellem klitterne, var én af de første beboere Hyrden Thronder, der vogtede får for sin herre, Storbonden på Slottet i Aalborg. Fra Stik ved vi at Damstederne var en stor handelsplads for Lübeckerne, der med tegl-munkesten med Kejserkrone – som ballast , hentede sild til det hjemlige marked.

”Sct. Laurentii Kirke ”, eller ”Den tilsandede Kirke ” er netop opført af disse munkesten omkring 1400. En ganske anseelig bygning, når vi betragter Tårnet som står tilbage. Her ude, med kirken som centrum, lå den første bebyggelse på Skagens Odde. Kirken opført i tegl med tagkonstruktion af master og rær fra strandede skibe. Dem var der nemlig mange af når de gik for tæt på kysten. Et Papegøjefyr på Fyrbakken var ikke nok, og de første fyr kom i 1746, ”Det Hvide Fyr ” og ”Det graa Fyr ” i 1858.

Stormflod og sandstorme hærgede i slutningen af 1700 tallet og til sidst, i 1797, besluttede man at lukke kirken og nedrive Skibet. Tårnet blev stående som Sømærke, materialerne fra Skibet blev genanvendt ved opførelse af nye huse længere mod øst, i læ for vestenvinden. Det gjaldt osse bebyggelsen omkring kirken. Husene var pført af strandingstømmer og tækket med marehalm, de var lette at skille ad og genopføre længere mod øst-Vesterby opstår.

Højen, lige ud til et buldrende Veterhav, oplevede samme. Der er fundet bygningsrester ude på 3. revle af det ældste Højen. Stormflod, oversvømmelser og sandstorme betød at man søgte længere ind i land. Den nuværende bebyggelse vesten for Solnedgangspladsen, er således den sydlige del af det første Højen. På marken øst for Sømærket ligger den 4-længede gård, ”Søibergs Gaard ”. Den blev flyttet i 1825.

Der er således en ganske enkel sammenhæng mellem det barske klima og bebyggelsens orientering øst-vest, længehusene, lave i læ mellem klitterne.

Befolkningen ernærede sig hovedsalig ved fiskeri ved den hjemlige kyst. ”Skagen-jollen” var ikke klar til langfart. Få supplerede med avlsbrug og byggede 4-længede gårde. ”Den blaa Gaard” i Vesterby og ”Den Røde Gaard” i Østerby og Gæstgiveren Degn Brøndums, for blot at nævne få. Osse her havde man taget højde for den kraftige vestenvind. På de ældste matrikelkort ses de vestlige længer, de nord-sydgående, som knækkede-for at lade vinden ”glide af” og mindske presset på længen. Sådan var det osse da Plesner udvidede Gæstgiverens gård første gang i 1891.

Vesterby opstod da man flyttede fra Kirken mod øst. I dag finder du de fine, lave gulkalkede længer omkring Lods sti og Lods Vej, og enkelte ud til P.K.Nielsens Vej. Et fint eksempel kan man osse finde i en have lidt tilbage på Vesterbyvej, smukt beliggende på sin knæbak.  En hovedlænge med et lavt udskud mod nord, bræddebeklædt eller i tegl. De oprindelige huse var opført i tømmer, bræddebeklædt og tækket med marehalm. På mønningen tørv fra heden og ved tagfoden en eller to rækker teglsten. Og så var de sorttjærede – som fiskernes både.

Et fantastisk smukt billede, de sorte huse mellem de lyse klitter og grågule marehalm. De var opført på en syld-ingen fundament-, gulvet- om de var et gulv, lå direkte i sandet. De mindste med to rum. Det første indeholdt kogeplads, der var åben op til lyren, der var ingen skorsten, rummet var sodsværtet. Herfra var der osse adgang til loftet over stuen med plads til får og høns om vinteren. Fra dette rum eller sted fyrede du osse op i bilæggeren, der stod inde i det næste rum, der tjente som stue, opholdsrum med alkove og en lille plads til at ordne sit fiskegrej. I dette fiskerhus kunne man sagtens bo 6-8 personer.

Besøg Skagen By og Egnsmuseum og ”Den fattige fiskers Hus”. Som udhus tjente en tidligere båd, vendt med kølen opad, sat på stolper og beklædt med sorttjærede brædder. De større og mere velhavende huse havde flere rum. Bryggers, fiskerum, køkken og fadebur, udskud til en ko eller et får, stue og kammer. Og skulle det være rigtig fint, en ”fin” indgang i vestenden med adgang til ”Den fine stue ” til særlige ophold og juleaften.

Der var ingen havn, man landede på kysten, ej heller en vej til Skagen, et hjulspor kom først i 1854 mellem klitterne fra Hulsig. Ellers var det ageposten langs stranden.

Efter kirkens lukning blev et Kapel opført lidt længere mod øst, og i 1841 blev en ny kirke opført efter tegninger af C.F. Hansen. Herfra kommer navnet for denne bydel-”Kapelborg” eller ”Kappelborg”, der senere skulle blive et forretnings kvarter med Havn, Jernbane, Posthus og Rådhus. Det blev osse hjemsted for skipperne, ejerne af bådelauget, hvor Vesterby var hjemstedet for fiskerne bag ror og åre. I Kappelborg blev længehusene efterhånden, først sydsiden og vestgavlen, senere de andre nord og østgavl, ommuret med bindingsværk og senere rent grundmurede.

Der var kommet flere håndværkere til byen. Det kunne ses at mureren havde holdt sit indtog. Murværket blev afsluttet med en muret gesims i utallige kunstneriske udformninger, blok, tand, dråber og sav-gesims hvidkalkede som forskællingen og false ved åbninger. Facaderne pudsede og kalkede, det hele udført uden brug af cement. Skorstenen udført med sokkel og gesims, hvidkalket og soklen sorttjæret. Huset lå i en frodig have omgivet af et hvidt spolestakit mod vej, ”bag til” mod nabo kunne det godt være et noget højere rødmalet plankeværk-Vegetationen var sparsom, men der kunne ses enkelte haver med seljerøn eller Bornholmsk røn, for med tiden at give lidt læ for den kraftige vestenvind. På Kappelborgvej ligger der stadig et fint velbevaret eksempel på udmuret bindingsværk.

Vaskehuset eller fiskehuset er et nyt element der dukker op i bebyggelsen samtidig med de grundmurede længehuse. I gavlen af dette hus så du ofte tilbygget et lokum. Dette hus var udstyret med gruekedel og skorsten, Andre var indrettet til forarbejdning af saltfisk, som herefter skulle tørres på en hjel ude i den friske vestenvind. Denne lille bygning ved gavlen af længehuset bliver nu en del af det traditionelle bebyggelsesmønster, og som sådan skal det bevares i lighed med den øvrige bebyggelse.

Vi nærmer os Østerby. Ved Holst vej ligger Holsts Købmandsgaard, en 4-længet smuk og særdeles velbevaret købmandsgaard fra justitsraad og købmand Lars Holsts tid. En længe mod Holst vej stadig bræddebeklædt og rødmalet, stuelængerne murede og gulkalkede. Avlslængerne ligeså. Adgang fra gårdspladsen - den fine adgang fra Søndervej gennem et påbygget vindfang. Gården er placeret på en klit, og ligger som den blev opført i starten af 1800 tallet.

I Østerby er bebyggelsen mere spredt. Længehusene ligger på større matrikler, man havde en bid jord til kartofler, en kartoffelmark, der var plads til en hønsegård. Her lå stadig flere avlsgårde, på Oddevej, Daphnes vej, Hollænder vej og et par stykker på Østerbyvej Længehusene var stadig de dominerende, men ind imellem kommer den lidt større klump, lad os kalde den ”Villaen”. Vi har nu passeret 1900 tallet.

Højere, bredere og med udnyttet tagetage. Større vinduer og dørpartier, udvendige trapper og balkoner. Murermesteren boltrer sig i store gesimser på facader og gavle, rosetter under vinduerne – dem kan man bestille efter et katalog. Husene er stadig gulkalkede med hvide gesimser, skorstene og false. Soklen er ikke længere tjæret men kan have fået det man kaldte ”Domhus-puds”- som den nye ombyggede kirke efter arkitekten Ulrik Plesners tegninger.

Men inden vi går over til perioden med arkitekterne-indtil nu har det handlet om den anonyme arkitektur – skal vi kaste et blik på den periode som nogen kalder ”Den røde periode”, En villa i røde maskinsten-sjældent i håndstrøgne - opmuret med ryg- eller skrabefuge og i sjældnere tilfælde med tilbageliggende fuge, i krydsforbandt, naturligvis. Gesims efter murermesterens humør.  Her kan man virkelig se alt det man kunne købe efter kataloget. Udsmykninger under vinduer, formsten over dør-og vinduesåbninger, ja selv teglsten i alle mulige formater og former.

Taget kunne være med formstøbte cementtagsten. Ikke blot murerarbejdet var en fornøjelse i denne periode. Osse blikkenslageren viste alle sine kunst-neriske talenter i tagrender og nedløbsrør .Især overgangen fra rende til nedløb  blev ofte udført med særlig omhu. Snedkeren forstod nu at komme videre fra de småsprodsede vinduer, gennem dannebrogsvinduer med to rammer og kryds i de øverste, til flerfags vinduer i de største huller til stuen. Vi er osse i en periode der breder sig ud over de gamle bydele: Vesterby, Kappelborg og Østerby. Vi er kommet på den anden side af Sct. Laurentii Vej, i kvarteret nord for Skovvej.

Vi er osse kommet til en periode i Skagens historie hvor det går stærkt. Der er kommet et hjulspor til byen, den smalsporede er anlagt, der er bygget havn, der er bygget Badehotel på Grenen for blot at nævne de største begivenheder i Skagens historie omkring århundredskiftet 1900.

Det tager vi i et følgende oplæg, tiden med arkitekterne C.F. Hansen, Ulrik Plesner, Thorvald Bindesbøll, Thorvald Jørgensen, Hack Kampmann, Julius Berg og ikke mindst prof. Ejnar Borg der introducerede le Corbusier i Skagen.

Således, Skagen i Maj 2015, Poul Nedergaard Jensen, arkitekt, By og Land i Skagen.

Klik på fotos for at forstørre dem.